20 ansatte til én ung

Bruger millioner på institution

Foto: Google Maps

20 ansatte på en institution i Viby har masser af tid til deres arbejde. Der er nemlig kun én ung på institutionen, som de skal passe på. Og det koster Aarhus Kommune ni millioner kroner i år. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Institutionen, der har fået navnet Multifunc, er en åben institution. Det betyder, at de unge kan komme og gå, som de vil. Det er Aarhus Kommune, Region Midtjylland og Herning Kommune, der finansierer Multifunc, der er beregnet til 14-17-årige med store adfærdsmæssige problemer. Planen var, at der skulle være otte unge på institutionen fra oktober i år. Men der er altså kun én. De øvrige unge, der har været tilknyttet er nemlig stoppet med at komme.

- Det er et nyt tilbud, så vi må være tålmodige, men hvis vi ikke kan komme op på det forventede antal unge, må vi lukke institutionen ned igen, siger Socialrådmand Hans Halvorsen, Soc.dem til avisen.

Institutionen er oprettet i en forsøgsperiode på tre år.