Airbagtyve på spil igen
Kriminelle bander står formentlig bag tyverierne
En række østjyske bilforhandlere er stærkt generede af kriminelle bander, der går målrettet efter airbags.
I morges mødte de ansatte hos VIA Biler i Egå således op til to biler, der begge var blevet skrællet for airbags.
Tyveriet er langt fra enestående. Alene sidste år var den samme bilforhandler udsat for fem til seks lignende indbrud. Siden september er der blevet stjålet cirka 20 airbags.
- Det er hamrende irriterende. Det sker ikke kun hos os, men mange steder. Det koster mellem 50.000 og 80.000 kr. at udbedre skaderne i hver enkelt bil - afhængig af om tyvene har taget airbaggene pænt ud, eller om de har slået dem fra hinanden, siger kunderådgiver i VIA Biler i Egå Henrik Tønnesen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se: Pas på biltyvens nye våben
Hos Østjyllands Politi bekræfter politikommissær Mogens Brøndum, at lokale bilforhandlere er hårdt plagede af airbagtyve.
- Vi har tidligere set østeuropæiske kriminelle have meget stor interesse i airbags. Airbaggene bliver typisk sendt ud af landet og solgt videre på markederne i Østeuropa, forklarer han.