Debat om ny lufthavn - igen
Tusindvis af brugere ønsker ny lufthavn
Debatten om en ny østjysk lufthavn er igen brudt ud. Mens lufthavnene i Billund og Aalborg har haft markant fremgang, det seneste årti, har Aarhus Lufthavn mistet knap 20 procent af sine passagerer. Alene i november måned ligger antallet af indenrigspassagerer 16 procent lavere end samme tid sidste år.
Mange af lufthavnens brugere mener, at det fald skyldes, at der er for få ruter og at lufthavnen ligger for langt væk fra Aarhus.
Og der er mange, der deler det synspunkt. På få måneder har en facebook-gruppe, der kræver en bedre lufthavn nærmere Aarhus, fået mere end 10.000 likes eller synes godt om-tilkendegivelser. Og det får folkene bag gruppen til at tro på deres vision:
- Vi ser det som en kæmpe milepæl, at have nået de 10.000. Det viser jo bare, at brugerne er med os, siger Lasse Thomassen, som er én af kræfterne bag siden.
Aarhus Lufthavn er i fuld gang med at vende den negative udvikling, og ifølge direktør Peter Høgsberg, skal det være skidt, før det kan blive godt. Derfor ser han ingen grund til en flytning.
- Det er jo den placering, vi har. Det er det, vi skal forholde os til. Alt andet er i min optik urealistisk.
Men folkene bag Facebook-gruppen tror på en fremtid med en lufthavn tættere på Aarhus.
- Vi tror på, at det er realistisk. Vi får samlet befolkningen, vi får samlet erhvervslivet og vi får også politikerne med nu, siger Lasse Thomassen.
Se mere i indslaget ovenfor.