Politiet efterlyser røver
Truede personale i kiosk med en pistol
Østjyllands Politi har i dag udsendt en efterlysning i forbindelse med et væbnet røveri i Aarhus midtby.
Røveriet fandt sted i lørdags kl. 04.28, hvor en mand truer personalet i en 7-Eleven butik i M.P. Bruunsgade med en pistol.
På trods af trusler lykkedes det ekspedienten i butikken at søge tilflugt i et lager i baglokalet, hvor han smækkede døren og låste den. På overvågningsvideoen kan man se, hvordan gerningsmanden selv forsøger at åbne kasseapparatet, men uden held.
Gerningsmanden opgav efter noget tid sit forehavende og stjal i stedet tre flasker spiritus, hvorefter han stak af.
Gerningsmanden beskrives som:
20-30 år, 175-80 cm. høj, almindelig af bygning, han talte dansk og havde medbragt en sort pistol med sølvfarvet område omkring slæden. Manden bar en sort elefanthue og var iført en lysebrun ruskindsjakke. Desuden havde han mørke jeans på, som var lysere på lårene og gik i mørke nike free-sko med hvide såler.
Østjyllands Politi efterlyser mulige vidner til episoden. Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på 114.