Stort uheld på motorvejen
Flere biler og lastbiler stødt sammen
Et større trafikuheld giver tidligt tirsdag aften en del trafikale problemer på motorvej E45 nord for Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi er flere biler og lastbiler kørt sammen i det nordgående spor umiddelbart nord for Aarhus Nord-afkørslen nær Søften.
- Vi fik meldingen kl. 18.39. Det er endnu uvist, om der er personer, der er kommet til skade. Men det giver en del problemer for trafikken. I øjeblikket er der helt spærret i det nordgående spor, siger politiets vagtchef til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Flere af vragdelene fra de havarerede biler er endt i det sydgående spor. Derfor giver uheldet også problemer i den modsatte side af motorvejen, hvor det ene spor netop nu er spæret.
- I øjeblikket opfordrer vi alle bilister sydfra til at køre fra motorvejen senest ved Aarhus Nord-afkørslen. Trafikanter fra nord mod syd bør køre fra ved Hadsten og derefter fortsætte ad alternative veje, siger politiets vagtchef kort før kl. 19.00.