Ingen færge i tre måneder
Færgeruten Ebeltoft-Odden udgår midlertidigt
Hvis man besøger Mols-Liniens hjemmeside og vil booke en billet fra Ebeltoft til Odden den 28. december eller de næste tre måneder frem, vil man opdage, at det slet ikke er muligt.
Færgeruten er nemlig midlertidigt ude af drift. Det betyder dog ikke, at ruten er nedlagt, fortæller Mols-Liniens marketingschef Mikkel Hybel.
Det er derimod helt planlagt, at færgeruten ikke fremgår af fartplanen:
- Vi skal have lavet det årlige serviceeftersyn af vores tre færger, og derfor har vi været nødt til at reducere vores færgeplan. Det kommer til at gå ud over færgen fra Ebeltoft, siger marketingschef Mikkel Hybel til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Færgeruten fra Ebeltoft til Odden vil være midlertidigt nedlagt fra den 28. december til den 30. marts 2014.
- Den kommer tilbage igen. Ebeltoft-færgen er ikke nedlagt, siger marketingschef Mikkel Hybel til TV 2 | ØSTJYLLAND.