Flere voldsomme episoder
Knivoverfald fører til kritik af aggressiv adfærd
Klubber og forældre retter nu kritik mod Fuglebakken KFUM i Aarhus efter, at en af klubbens 14-årige spillere stak en jævnaldrende dreng ned med en kniv.
Overfaldet skete i weekenden ved et fodboldstævne på Fyn, men episoden er langt fra den eneste voldsomme episode i klubben.
En af de klubber, som i dag står frem, og kritiserer Fuglebakken KFUM er naboklubben Åbyhøj IF. Her kan U15-træneren berette om flere episoder, hvor spillerne har udvist voldsom adfærd:
- Der skal ikke så meget til, før at situationen kører op. Jeg synes tit, vi er langt over min grænse for, hvordan man kan tiltale hinanden, siger Jens Mathiasen, fodboldtræner for U15-holdet i Åbyhøj IF, til TV 2 | ØSTJYLLAND og tilføjer:
- Nogle meget voldsomme tilråb og en aggressiv opførsel, som jeg ikke har set andre steder.
Se: Har indkaldt til krisemøde
Åbyhøj IF er ikke den eneste klub med dårlige oplevelse. Blandet fortæller en forælder om en slåskamp, der udfoldede sig efter en sejr til Fuglebakken:
- Det hele gik meget hurtigt efter dommeren fløjtede kampen af. Det var en absurd forstilling med karatespark og knytnæveslag mod ansigtet. Heldigvis kom ingen til skade, fortæller forælderen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I følge DBU har der været seks diciplinærsager mod fuglebakkens ungdomshold de sidste to år. Det har været episoder som "Voldsom tackling uden bold i nærheden" og "Sparke modspiller".
Antallet af sager er ifølge DBU ikke atypisk for en klub af den størrelse.
Se et tv-indslag om kritikken øverst i artiklen.