19 østjyske havne slår sig sammen: Vikinger skal lokke turister til

Vikingetiden danner rammen om et nyt samarbejde, der skal få flere turister til de østjyske havne

01:59

VIDEO: Kom på tur med Casper Clemmensen, der er historiker og guide på vikinge-turene.

Sejlet blafrer i vinden, der er skum på bølgerne og solen står ned på det dybblå hav. En sejltur i den danske sommer kan være fantastisk, og nu skal et nyt samarbejde sikre, at flere lægger vejen forbi havnene i Østjylland. 

Læs også Turistchef advarer mod havbrug: Frygter turisterne fravælger Djursland

Samarbejdet går under navnet 'Det Blå Østjylland – Vikingernes Farvand', og er en online samling af havne, aktiviteter, spisesteder, mv. i nærheden af de 19 østjyske havne. 

- Vi har lavet et oplevelses- og inspirationsunivers for sejlerne, men også for landturisterne. I og omkring havnene er der mange spændende attraktioner, men informationen har tidligere ligget på mange forskellige hjemmesider. Nu har vi samlet det hele, siger Jesper Højenvang, der er direktør for Foreningen af Lystbådehavne I Danmark. 

Vi håber, at det her initiativ kan skubbe det hele i den rigtige retning. 

Jesper Højenvang, direktør, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark.

Han håber, at projektet vil skaffe flere turister - både danske og udenlandske - til havnene.  

- Vi har haft en generel tilbagegang i antallet af sejlturister i Danmark. Det er et forsøg på at vende dén trend. Vi håber, at det her initiativ kan skubbe det hele i den rigtige retning, siger Jesper Højenvang. 

Han fortæller dog, at sæson 2018 er startet godt i forhold til sidste år, hvor sommervejret i høj grad svigtede. 

- Nogle havne kan slet ikke få armene ned. Nogle melder om op mod 100 procent fremgang, så vi hører, at det begynder at gå den rigtige vej, siger han. 

Havne i samarbejdet

  • Aarhus Lystbådehavn
  • Egå Marina
  • Marselisborg Lystbådehavn
  • Hou Havn
  • Juelsminde Havn & Marina
  • Kaløvig Bådehavn
  • Vejle Lystbådehavn
  • Rosenvold Lystbådehavn
  • Brejning Lystbådehavn
  • Ebeltoft Trafik- og Lystbådehavn
  • Ebeltoft Skudehavn
  • Øer Maritime Havn
  • Horsens Lystbådehavn
  • Samsø (Mårup, Langør, Ballen)
  • Tunø Havn
  • Endelave Havn
  • Hjarnø Havn
Kilde: www.havneguide.dk

Glæde på Marselisborg Havn

Havnen ved Marselisborg i Aarhus er blandt de 19 havne, der er med i det nye samarbejde - og det selvom havnen er rigtig godt kørende. 

Som en af de store havne har vi et ansvar for at være med til at løfte de mindre havne. 

Thomas Fog, havnechef, Marselisborg Lystbådehavn. 

- Vi lever i en meget forskellig virkelighed. Jeg har alt udsolgt og ikke noget at klage over. Men som en af de store, stærke havne har vi et ansvar for at være med til at løfte de små, mindre havne, siger Thomas Fog, der er havnechef i Marselisborg Lystbådehavn, og fortsætter:

- Jeg vil meget gerne sende gæster videre til Kaløvig, Nappedam osv., så de ikke kun oplever Marselisborg og Anholt, men mærker, hvad hele Aarhusbugten har at byde på.

Han kan dog også sagtens se fordele for sin egen havn. 

- Det betyder forhåbentlig mere fokus på vores havn, flere gæster og mere aktivitet. Havnene i Østjylland har traditionsmæssigt arbejdet sammen, men det er første gang, at vi prøver at markedsføre os sammen, siger Thomas Fog.

En båd på vej ud af Marselisborg Havn, som er blandt de 19 havne i det nye samarbejde. Foto: Foreningen af Lystbådehavne I Danmark

Udgangspunkt i vikingetiden

Udgangspunktet for det nye samarbejde er vikingernes maritime historie, hvor Østjylland spillede en central rolle. 

- Det hele er inspireret af at vi har sejladser herfra havnen, der er historieske og med fokus på vikingetiden. Så kom tanken, at vi markedsføringsmæssigt kunne forsøge at samle os omkring netop vikingerne, siger Thomas Fog. 

- Det har vist sig, at der er den enormt spændende historie herovre, istemmer Jesper Højenvang fra Foreningen af Lystbådehavne I Danmark. 

Det har vist sig, at der er den enormt spændende historie herovre. 

Jesper Højenvang, direktør, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark.

Og ifølge Casper Clemmensen, der er historiker og guide på vikinge-turene, er netop vikingetiden oplagt at bruge som en fælles historiefortælling for området. 

- Hvert område, om det var en fjord, vig og hver en ø i det østjyske, havde deres helt egen rolle i organiseringen af verdens største flådebase. Det fortæller vi om i en række vikingehistorier, optaget i det østjyske farvand – som du kan nyde undervejs på sejlturen, fortæller Casper Clemmensen i en pressemeddelelse. 

Projektet 'Det Blå Østjylland – Vikingernes Farvand', inkluderer både store og små lystbådehavne fra Ebeltoft, over Hou og ned til Vejle Fjord. 

Det nye oplevelsesunivers kan findes lige her. 

02:52

VIDEO: I slutningen af juni kom Volvo Ocean Race til Aarhus - en af verdens største sejlsportsbegivenheder. 

Luk video