1,9 millioner kroner mangler ejer: Er du den heldige vinder?
En heldig lottospiller i Stilling har vundet 1,9 millioner kroner
Det er sidst på måneden, og for nogen betyder det måske, at budgettet er en smule mere stramt end først på måneden. Men selvom man kan se frem til, at det er lønningsdag inden længe, er der en heldig person, der kan tage forskud på glæderne - i en noget større kaliber.
Onsdag aften blev de ugentlige lottotal i Danske Spils konkurrence Vikinglotto nemlig udtrukket. Tallene udløste andenpræmiepuljen på 1,9 millioner kroner. Men de mange penge mangler stadig en ejer:
- Vi ved, at vinderkuponen er købt ved en Circle K på Ørstedsvej i Stilling. Indtil videre har vi ikke hørt fra vedkommende, siger Anders Michael Kristensen, der er kommunikationsrådgiver hos Danske Spil, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Ifølge Danske Spil kan der godt gå noget tid inden vinderen dukker op:
- Det er formentlig en person, der har været inde og tanke sin bil, og i samme omgang har vedkommende købt en kupon. Der kan gå lang tid, inden kuponen bliver tjekket, men vi håber at finde vinderen hurtigst muligt, siger Anders Michael Kristensen.
220 millioner i førstepræmien
Selvom onsdagens gevinst på 1,9 millioner kroner kan lyde af meget, er det ingenting i forhold til førstepræmiepuljen i Vikinglotto, der stadig ikke er blevet udtrukket. Her lyder gevinsten på svimlende 220 millioner kroner, og det er den største pulje nogensinde i Vikinglottos historie:
- Siden Vikinglotto i maj måned i år ændrede navn fra Onsdagslotto, er første præmiepuljen ikke bliver udtrukket. Og eftersom puljen vokser sig større uge for uge, så er den nu på det højeste i sin tid, fortæller Anders Michael Kristensen fra Danske Spil.
Læs også
Vikinglotto er Danske Spils fællesnordiske spil, hvor i alt otte lande er med i samarbejdet om den ugentlige konkurrence. Ud over Danmark er det de nordiske lande Sverige, Norge, Finland og Island samt de baltiske lande Estland, Letland og Litauen.
Men måske er vi danskere heldigere end de andre lande, der er med i konkurrencen om det ugentlige Vikinglotto. I hvert fald gik den seneste store førstepræmiepulje i juni måned i år, da spillet hed Onsdagslotto, også til en dansker. Her var præmien på hele 46 millioner kroner.
- Og så er det kun to uger siden, at en dansker vandt en lignende gevinst i Vikinglotto på 1,8 millioner kroner, siger Anders Michael Kristensen.