19-årig bedøvet og voldtaget
Ung kvinde bedøvet og voldtaget i lejlighed
En 26-årig mand bliver lørdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens. Her skal han forsvare sig mod en alvorlig sigtelse om voldtægt, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Offeret er ifølge politiets sigtelse en 19-årig kvindelig bekendt til manden. Kvinden er angiveligt blevet bedøvet og derefter udsat for en fuldbyrdet voldtægt i mandens lejlighed i Skanderborg.
- Kvinden indfinder sig i lejligheden, hvor hun bliver tilbudt en drink, og så fortæller hun, at hun føler sig svimmel og falder i søvn, fortæller politiets vagtchef Jesper Duus.
Mens kvinden ligger forsvarsløs på grund af det bedøvelsesmiddel, der ifølge politiets mistanke har været blandet i drinken, forulemper lejlighedens mandlige beboer den unge kvinde.
- Han gennemfører en fuldbyrdet voldtægt. Efterfølgende er kvinden dog i stand til selv at forlade lejligheden, fortæller Jesper Duus.
Ud over den 19-årige kvinde og den formodede voldtægtsmand var der ikke andre personer til stede i lejligheden.
Politiet har vurderet, at kvindens forklaring er så troværdig, at man nu vil forsøge, at få den 26-årige mand buret inde. Det sker lørdag klokken 13, hvor en dommer i Horsens skal tage stilling til, om manden skal bag tremmer.