Costa Concordia til Grenaa?
Krydstogskibet skal muligvis ophugges i Grenå
Det forliste krydstogtskib Costa Concordia kan ende på dansk grund.
Nærmere betegnet Fornæs Skibsophug i Grena, som i øjeblikket er med på listen over kandidater, der kan skille skibet ad, oplyser dr.dk
Ifølge direktør Kresten Hjelm var det selskabet bag krydstogtskibet, der henvendte sig efter at have set en video på Youtube.
- Vi har nogle film på Youtube, hvor man kan se, hvad vi laver, og de blev set i Italien. De kunne godt lide videoen, selvom de ikke kunne forstå vores sprog, så de spurgte om vi kunne tænke os at hugge Concordia op, siger Kresten Hjelm til DR Nyheder.
Han understreger dog, at der stadig skal falde mange brikker på plads, før det store skib ender i Danmark.
Men alt det formelle er allerede på plads. Blandt andet har Fornæs Skibsophug fået tilladelse til at have det 290 meter lange skib liggende i Grenaa Havn.