1880 fribilletter til AGF-kamp
AGF uddeler i samarbejde med Århus Stiftstidende 1880 fribilletter til hjemmekampen mod Esbjerg fB
Når AGF den 28. august tager imod Esbjerg fB i Superligaen, skal Ceres Park i Aarhus være proppet med tilskuere og gerne i hvide trøjer.
Kampen spilles i den første weekend i Aarhus Festuge, hvor dette års tema er Lys - mere Lys. Derfor er AGF, Århus Stiftstidende og Aarhuus Stiftstidendes Fond gået sammen om at skabe en festlig start på Festugen med en fodboldfest på stadion, der skal lyses op af hvide trøjer.
Derfor uddeler AGF, Århus Stiftstidende og Aarhuus Stiftstidendes Fond i alt 1880 gratis billetter til fans, som møder op i hvide trøjer.
Og antallet af fribilletter er nok ikke helt tilfældigt, da AGF er stiftet i år 1880.
- AGF og Aarhus Festuge har altid hængt sammen, og derfor vil vi i år forsøge at skabe et brag af en start på ugen, når vi tager i mod Esbjerg d. 28. august kl. 18.00. Til årets første hjemmekampe har vi oplevet en massiv støtte fra det aarhusianske publikum - denne støtte håber vi på fortsætter til netop denne kamp, hvor vi med de 1880 gratis billetter forsøger at bade Ceres Park i et hvidt skær fra de mange trøjer, siger AGF-direktør Jacob Nielsen via klubbens hjemmeside.
De mange fribilletter er et led i at lave en stor fodboldfest på Ceres Park til kampen mod Esbjerg fB, og Aarhus-klubben oplyser, at der i den kommende tid vil blive præsenteret flere tiltag i forbindelse med kampen.
Fribilletterne, der er til D tribunen, kan bestilles via AGFs hjemmeside, og eneste krav er, at man på kampdagen med billetten i hånden er iført en hvid trøje.
Du kan læse mere om, hvordan du får del i de 1880 fribilletter her.