Overså brystkræft
Overlæge kritiseres nu for fjerde gang
For fjerde gang bliver en tidligere overlæge kritiseret for at have overset brystkræft hos kvinder, der var henvist til sygehuset i Randers. Det fortæller DR Østjylland.
I foråret endte tre sager med offentlig kritik af Sundhedsvæsnets Disciplinærnævn, og nu er endnu en sag afgjort med kritik fra nævnet.
Overlægen undersøgte i 2011 en kvinde, der var henvist til mammaklinikken i Randers, men han mente, hun bare havde en vandcyste og sendte hende hjem uden at tage en vævsprøve.
Året efter var knuden så stor, at hun fik konstateret ondartet kræft og fik brystet fjernet.
I tre tilsvarende sager, der blev afgjort i foråret, har han også fået kritik af disciplinærnævnet.
Femte sag er på vej
Overlægen blev pensioneret for et år siden, men ledende overlæge Henrik Richter Nielsen fra billeddiagnostiske afdeling på Regionshospitalet Randers siger, at der er en femte sag på vej.
- Jeg er bekendt med, at der er én kvinde til fra Randers, som har klaget over noget næsten enslydende med det, de fire øvrige patienter har fået medhold i, siger han.
Den kritiserede overlæge har undersøgt hundredvis af kvinder, men overlæge Henrik Richter Nielsen vil ikke advare dem om, at den nu pensionerede overlæge har sløset i mindst fire sager.
- Der er heldigvis langt imellem de kvinder, der har mammakræft (brystkræft, red.), og jeg tror ikke på, at det ville stå mål med den utryghed og usikkerhed, vi ville skabe ved det, siger han.
Disciplinærnævnets afgørelser bliver offentliggjort på Patientombuddet.dk
Kilde: DR Østjylland