Måling: Sådan er det nye byråd
Konservative, Soc.dem. og SF går tilbage
Der står til at blive rykket rundt på sæderne i Aarhus Byråd efter det kommende kommunalvalg.
Det viser en ny meningsmåling fra Infact for Radio go!FM.
Den store taber vil blive de Konservative med en tilbagegang på to mandater. Partiet vil derfor kun have én plads i byrådet.
Tilbagegangen kan i givet fald betyde, at Marc Perera mister sin rådmandspost, vurderer administrerende chefredaktør for Lokalaviserne Østjylland:
- Jeg tror sådan set ikke, at det har noget med de Konservative i Aarhus at gøre. Jeg tror, det er et resultat af landspolitik. Der er jo en tommelfingerregel, som siger, at halvdelen af den tilbagegang eller fremgang, du har på landsplan, kan man også registrere ved et kommunalvalg efterfølgende, siger Claus Krogh, administrerende chefredaktør hos Lokalaviserne Østjylland, til Lokalaviserne Østjylland.
- Marc Perera er nok bare uheldigt stillet i forhold til den landspolitiske tilbagegang for de Konservative.
Stadig rødt flertal i byråd
Ifølge den nye meningsmåling vil der fortsat tegne sig et rødt flertal i byrådet.
Socialdemokraterne står lige nu til at miste tre mandater. Ifølge målingen vil partiet gå fra 14 til 11 mandater.
SF vil også miste mandater og gå fra fem til tre pladser.
Enhedslisten vil i følge undersøgelsen gå fra at have et enkelt mandat i dag til at have fire efter valget.
Ifølge meningsmålingen vil rød blok komme til at sidde på 20 af de 31 pladser i byrådet. Det er samlet et mandat mindre end ved sidste valg.
Se et tv-indslag med chefredaktør Claus Krogh øverst i artiklen.