Banker DF'ere på plads
Koncentrer jer om valget, lyder det
Dansk Folkepartis byrådskandidater i Silkeborg skal koncentrere sig om kommunalvalget den 19. november i stedet for strides internt. Sådan lyder meldingen nu fra partiets ledelse.
I går fik Leif Lund ødelagt 1000 valgfoldere fordi nogen havde spildt kaffe ned i den papkasse, hvor folderne lå. Ifølge Leif Lund var det en bevidst handling fra de øvrige kandidater. Derfor sendte han et protest-brev til medlemmerne i den lokale partiforening og til partiets medlemmer på Christiansborg.
- Jeg har forstået på formanden, at der er sket et uheld. Derfor handler det om at komme videre og fokusere på valget i stedet for at skælde hinanden ud. Leif Lund har heldigvis flere foldere og jeg vil anbefale ham at bruge energien på at dele dem ud, siger næstformand i Dansk Folkeparti Carl Christian Ebbesen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se: DF'er klager over sine egne
Leif Lund var partiets stemmesluger ved valget for fire år siden med 1331 stemmer. Alligevel har partiets lokale medlemmer placeret Leif Lund langt nede på opstillingslisten.
- Valgkampen er i gang og det er meget naturligt, at der er spændinger mellem kandidaterne. Der er ingen tvivl om, at Leif Lund ikke har bestyrelsens eller medlemmernes opbakning. Og derfor er Leif Lund måske lidt skuffet. Men det berettiger ikke til at have så kort en lunte, som han har haft her, siger Carl Christian Ebbesen.
Carl Christian Ebbesen oplyser, at han har talt med både formanden for Silkeborg lokalforening og Leif Lund, og de er enige om at bruge energien på det forestående valg.
Se mere i TV 2 | ØSTJYLLANDs udsendelse klokken 19.30