Er klar til at sælge
Netto, Føtex og Bilka kan skifte hænder
Hvis den rigtige køber melder sig, er A.P. Møller-Mærsk klar til at sælge dagligvaregiganten Dansk Supermarked med hovedsæde i Højbjerg i Aarhus.
Kæden omfatter dagligvarebutikkerne Netto, Føtex og Bilka.
Berlingske Business Magasin har interviewet Mærsk-topchef Nils Smedegaard Andersen og blandt andet spurgt ham direkte om idéen om at sælge Dansk Supermarked samt ejerandelen i Danske Bank.
- Danske Bank er en langsigtet investering, som vi vil blive i, men det er ikke en del af kerneforretningen.
- Og så har vi en række andre virksomheder, som vi har sagt, at vi betragter som investeringer, og dem vil vi sælge, hvis der er en anden, bedre ejer, og vi kan finde nogle bedre konstruktioner, svarer han ifølge Berlingske.
Se: Netto og Bilka stormer frem
Jacob Pedersen, analytiker i Sydbank, mener, at det er en rigtig god idé at sælge, hvis prisen er god. Det vil strømline koncernen, lyder det.
- Mærsk har et dedikeret fokus på shipping og olieindustri, og det er svært at forstå, hvorfor Dansk Supermarked skal være med i koncernen, når det ligger så langt fra kerneforretningen, siger han til Berlingske.
Dansk Supermarked omfatter 1241 Netto/DøgnNetto-butikker, 87 Føtex-butikker, 18 Bilka-butikker og to Salling-stormagasiner.
Ifølge Berlingske er der dog ingen oplagte købere til Dansk Supermarked, som har været en del af Mærsk-koncernen siden 1964.