Randers kan ikke lave mål
Fire udekampe uden mål irriterer træneren
Kunsten at score mål på udebane er et problem for Randers FC for tiden. Mandag aften gik kronjyderne igen målløse fra banen, da FC Nordsjælland hentede en sejr på 1-0 i Farum.
Dermed har Randers FC ikke scoret i deres seneste fire udekampe, og det er et problem, erkender træner Colin Todd.
- Vi havde bolden meget, men kunne bare ikke omsætte boldbesiddelsen til mål. I øjeblikket bliver vi straffet meget hårdt for vores fejl, og det kunne man også se mod FC Nordsjælland, siger Todd.
- Vores indgang til kampene har ikke ændret sig i forhold til sidste sæson, men vi har bare svært ved at få snuden langt nok frem til, at vi kan komme i front, når vi spiller på udebane. Det skal vi have lavet om på, for det er et problem.
Topscorer Ronnie Schwartz var i mandagens kamp tilbage efter karantæne, men heller ikke angriberen kunne ændre på måltørken i opgøret mod FC Nordsjælland.
- Vi arbejdede godt, og kampen var meget lige. Vi sad meget tungt på anden halvleg, men formåede hverken at kreere de store chancer, eller at få scoret, siger Schwartz.
- Vi var ganske enkelt ikke skarpe nok på den sidste tredjedel af banen. Opspillet var sådan set fint nok, men vi kunne ikke stille meget op over for deres meget kompakte defensiv.
Hjemme går det noget bedre for Randers, der har nettet seks gange i de seneste tre kampe på AutoC Park.