AGF-underskud på 6,6 millioner
Aarhus Elite leverer igen et negativt resultat
Det er fortsat svært at tjene penge på fodboldforretningen i Aarhus Elite A/S, som er selskabet bag AGF's superligamandskab.
Men det underskud på 6,55 millioner kroner, som regnskabet for 2012/13 viser, er trods alt bedre end de 15,3 millioner kroner i minus, som man præsterede i seneste regnskabsår.
- Det vil altid være utilfredsstillende at præsentere et underskud - også i en fodboldvirksomhed.
- Men jeg synes trods alt, det er værd at glæde sig over, at mange ting går i den rigtige retning, siger administrerende direktør Jan Christensen i en pressemeddelelse.
Se: AGF-målmand: Vi måde videre
Omsætningen er steget med 9,3 millioner kroner og ligger nu på 106,1 millioner. Det skyldes blandt andet, at man har hentet flere sponsorindtægter, og at man i kraft af den nye tv-aftale har hentet flere tv-penge.
Til gengæld er omsætningen på stadion faldet i takt med færre tilskuere, ligesom man ikke har kunne øge aktiviteten i NRGi Park Arena.
Forventningen til det igangværende regnskabsår er et resultat, der er bedre eller mindst i niveau med det seneste.