Her er Cults nye domicil
Satser på de udenlandske markeder
Det er gået stærkt for den aahusianske energidrik-producent Cult.
For 15 år siden blev virksomheden grundlagt af Brian Sørensen, der kørte produkterne ud fra sin fars garage i Egå. Siden har Cult haft sit hovedkvarter i Risskov, og nu rykker firmaet endnu en gang ind i nye og større omgivelser.
Cult er gået i gang med at opføre et 2.400 kvadratmeter stort domicil på Lægårdsvej i Lystrup.
- Vi har behov for at bygge et nyt domicil med henblik på at få plads til alle medarbejdere og aktiviteter. Vi satser hårdt på eksportmarkederne, hvor vi ser stort potentiale for vores produkter, siger adm. direktør i Cult Lars Klausen i en pressemeddelelse.
Det nye domicil, der står færdig omkring 1. december, får facade direkte ud til Djurslandsmotorvejen.
- Vi er glade for at have fundet en spændende grund, som opfylder vores krav om at være placeret tæt på motorvejsnettet og offentlige transportmidler. Samtidigt har det været vigtigt for os at sikre en fortsat markant tilstedeværelse i Aarhus, siger Lars Klausen.
Cult står blandt andet bag drikkene Mokaï, Cult Shaker og Cult Raw Energy.