Vil støvsuge S-stemmer
Velfærdslisten går til angreb mod S
Det næsten nye parti - Velfærdslisten - i Randers, er klar til at støvsuge stemmer fra Socialdemokraterne.
Formanden for partiet Velfærdslisten, som blev stiftet tilbage i februar i Randers, har været ude at kapre nye partifæller, som skal være med til at gøre partiet. Formand Kasper Fuhr Christensen har blandt andre allieret sig med tidligere FOA-formand i Randers, Inge-Lise Christensen. Hun er i øvrigt tidligere Socialdemokrat, og nu bliver hun nummer to på Velfærdslisten.
Sammen skal de nu ud at hente stemmer ved det kommende kommunalvalg den 19. november. Og planen er allerede klar - det er de socialdemokratiske vælgere, der står for skud.
- Jeg håber, vi kan samle nogle stemmer op, som i dag ikke ved, hvad de skal stemme og som tidligere også har været socialdemokrater og SF'ere, siger Inge-Lise Christensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hos Randers Amtsavis, som følger de lokale politikere nøje, er man ikke i tvivl om, at Socialdemokraterne skal sove et øje åbent.
- Man kan være uenig i Velfærdslistens politik, men man kan ikke være uinteresseret i deres eksistens. Hvis man er det som politiker, så er man ude i noget, der er livsfarligt, siger redaktionschef, Axel Præstmark.
Se mere i indslaget her øverst på siden.