Kattegatruten lukker
Rederi raser mod Transportministeriet
Den 12. oktober stopper Kattegatruten sejladsen mellem Aarhus og Kalundborg.
Rutens kerneforretningsområde, lastbiltransport og førerløse biler har i månedsvis været for nedadgående og været ramt af meget hård priskonkurrence. Kattegatrutens forsøg på at finde nye kunder og forøge antallet af overførte enheder har ikke været tilstrækkeligt til at vende den negative udvikling.
- Forskellen i pris i konkurrencen med storebæltsforbindelsen har betydet et faldende volumen i overførsler. Derfor ser vi os ikke i stand til at kunne drive rederiet økonomisk fornuftigt i fremtiden. Alle fagforeninger var villige til at forhandle under hensyntagen til den aktuelle situation mens alle forsøg på at komme i dialog med Transportministeriet er mislykkedes, siger operations manager Birte Dettmers.
Sammen med beslutningen om at lukke ruten, sender Birte Dettmers en voldsom kritik mod den danske regering, som beskylder for at favorisere Mols-Linien.
- Kattegatruten investerede sidste år 50 millioner danske kroner i en udvidelse af øst-vesttrafikken over Kattegat. Desværre havde den danske regering ingen interesse i at røre ved Mols-Liniens monopol. Vi fik ikke lov til at benytte den offentlige havn på Sjællands Odde, fordi det ikke var muligt at to forskellige selskaber kunne drive færgefart i denne havn. Denne beslutning blev truffet af sikkerhedsmæssige årsager. Den plads vi efterspurgte i Odden havn er nu blevet tildelt Mols-Linien med deres nye store hurtigfærge 12 måneder senere. Så protektionisme har ødelagt konkurrencemulighederne. Dolphin Jet sejler nu i Spanien. siger Birte Dettmers.
Kattegatruten lukker og slukker med et specialtilbud fra den 13. september og frem til d. 11. oktober. Alle gående passagerer kan rejse gratis og for alle biler indtil 6 meters længde koster en enkeltbillet 100 kroner.