18-årig sigtet for brandstiftelse

Den unge mand er sigtet for at have sat ild til Klubberne i Gellerup i august.

I august blev der sat ild til Klubberne i Gellerup.

Ilden var ganske voldsom, og skaderne betød, at lokalerne ikke kunne bruges i flere uger.

Politiet mener nu at have fundet en af brandstifterne, og i dag blev den 18-årige mand fra Brabrand fremstillet ved et grundlovsforhør i Århus.

Der er ifølge politiet god grund til at tro, at manden ikke var alene om brandstiftelsen, og derfor krævede anklageren dørene lukket ved grundlovsforhøret, hvor man vil kræve den 18-årige varetægtsfængslet.