18-årig chauffør sigtet

18-årig chauffør fra ni-dobbelt dødsulykke ved Viborg blev i dag sigtet for uagtsomt manddrab.

Igen i dag blev den 18-årige lastbilchauffør, der sad bag rattet, da ni mennesker fra Virklund blev slået ihjel, afhørt.

Politiet sigter den 18-årige for uagtsomt manddrab. De mener, han kørte for stærkt, da ulykken skete på vejen mellem Viborg og Skive for en måned siden.

Ulykken skete, da lastbilens anhænger kom i skred og ramte den modkørende minibus fra plejecentret i Virklund. Bussen brød i brand og var hurtigt omspændt af flammer. Syv beboere og to medarbejdere fra plejecentret omkom ved ulykken.