18-årig kvinde i livsfare - blev ramt af hegnspæl i soloulykke

Ung kvinde mistede af ukendte årsager kontrollen over sin bil

Ulykken skete på Ramskovvej i Grenaa torsdag eftermiddag. Foto: Per Øxenholt - Øxenholt Foto

En 18-årig kvinde svæver mellem liv og død efter en voldsom trafikulykke i Grenaa.

Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

- Der er tale om en soloulykke, hvor en 18-årig kvinde mister herredømmet over sin bil og på den måde forulykker, siger Jeanette Løv Rasmussen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.

Læs også Kvinde død i ulykke - blev formentlig 'skubbet' ind i sammenstød

Den 18-årige, der er fra Grenaa, blev så alvorligt kvæstet ved ulykken, at hun nu er i kritisk tilstand på Aarhus Universitetshospital, Skejby.

Kørte ind i hegnspæl

Ulykken skete på Ramskovvej, og politi og ambulance var fremme kort efter ulykken. 

- Hun påkører et hegn ved siden af den vej, hvor hun kører, og i den forbindelse bliver hun ramt af en hegnspæl, så hun blev så alvorligt kvæstet, at hun er i livsfare, siger Jeanette Løv Rasmussen til TV2 ØSTJYLLAND.

En bilinspektør skal nu prøve at finde ud af, hvad ulykken skyldes. Foto: Per Øxenholt - Øxenholt Foto

Pårørende er underrettet

En bilinspektør skal nu undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

Østjyllands Politi kan ikke oplyse yderligere om, hvordan ulykken eventuelt kan være sket, indtil bilinspektørens rapport er færdig.

De pårørende til kvinden er underrettet.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 13.06 torsdag. Østjyllands Politi bekræfter lørdag formiddag, at den 18-årige pige fortsat er i livsfare.

Læs også Vanvidsbilist dømt for hensynsløst at køre kvinde ihjel