18-årig fængslet efter jakketyveri for 264.000 kroner
Politiet har anholdt en af fire mænd, der stod bag frækt tyveri i Silkeborg
En 18-årig mand fra Aarhus blev lørdag varetægtsfængslet sigtet for tyveri fra dametøjsforretningen Laura Thomsen Luxury i Silkeborg.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.
Til TV2 ØSTJYLLAND oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, at den 18-årige blev anholdt i Aarhus.
Læs også
Tyveriet fandt sted den 19. november omkring middagstid. Her gik fire mænd ind i butikken og stak af med designerjakker for 264.000 kroner.
- Vores ansatte ser de fire komme ind, og hun spørger, om de har brug for hjælp, men de kigger bare. På et splitsekund tager de alle fire fat i flere af de dyre jakker, og så stikker de af, sagde Henrik Thomsen, der er medejer af den luksuriøse tøjforretning i Silkeborg, til TV MIDTVEST efter tyveriet.
De fire mænd gik efter jakker af mærket Moncler, der kun bliver forhandlet syv steder i landet.
Tyvene er over alle bjerge
I forbindelse med tyveriet lagde butiksejer Henrik Thomsen overvågningsbilleder på sin facebookside - selv om det er ulovligt.
Herunder kan du se videoen. Siden er videoen også blevet offentliggjort af politiet:
- Hvis jeg skulle have gjort det på lovlig vis, så skulle jeg vente til politiet offentliggjorde videoen først, og så risikerer jeg, at tyvene er over alle bjerge. Hvis jeg kan slippe med en bøde, og jeg til gengæld får mine jakker igen, så er det billigt sluppet, forklarede Henrik Thomsen til TV MIDTVEST.
Læs også
Han mener, at offentliggørelsen kan forhindre lignende episoder hos andre tøjforretninger.
Jakkerne er specialsyet til butikken, så det er ikke nogen, han kan genanskaffe. Desuden dækker forsikringen ikke tabet, da der er tale om et tyveri og ikke et røveri. Så alt i alt har tyveriet kostet Henrik Thomsen over en halv million kroner.
Har taget loven i egen hånd før
Henrik Thomsen har stået i en lignende situation før.
I 2016 stjal en ung pige en jakke fra hans butik. Dengang offentliggjorde han også overvågningsbillederne af hende, og hun lagde sag an mod ham. Han modtog dengang en bøde på 3500 kroner. Den bøde er han villig til at betale igen.
Læs også
Dengang bakkede byens andre butikker ham op i hans beslutning om at offentliggøre videoen, og de samlede derfor ind til bøden og betalte den i fællesskab.
Varetægtsfængslingen af den 18-årige aarhusianer varer frem til den 20. december.
TV2 ØSTJYLLAND har lørdag været i kontakt med vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, der på nuværende tidspunkt ikke har yderligere oplysninger om anholdelsen og sigtelsen.