Ønsker større jobcentre
Skal operere på tværs af kommunegrænser
Større jobcentre, der opererer på tværs af kommunegrænser og har større befolkningsunderlag end i dag.
Det ønske har formanden for beskæftigelsesrådet i Aarhus, social- og beskæftigelsesrådmand Hans Halvorsen (S).
Han er dermed på linje med mange andre medlemmer af de lokale beskæftigelsesråd, viser en ny undersøgelse, som Ugebrevet A4 har foretaget.
I undersøgelsen svarer 46 procent af deltagerne, at de kommunale jobcentre skal slås sammen i større enheder og operere i større geografiske områder, end de gør i dag. Og hele 55 procent mener, at befolkningsunderlaget under hvert jobcenter bør være over 30.000 mennesker.
Til sammenligning mener kun 25 procent, at befolkningsunderlaget skal være mindre end 30.000. I dag er det generelle krav et befolkningsgrundlag på 20.000 mennesker, men der findes jobcentre, der betjener helt ned til 3.500 indbyggere.
- Al respekt for en kommune med 20.000 indbyggere, men den kan ikke løfte de opgaver, som det kræver, siger formanden for beskæftigelsesrådet i Aarhus, Hans Halvorsen, til Ugebrevet A4.
Han foreslår, at den lokale beskæftigelsespolitik koncentreres på syv-otte arbejdskraftcentre i Danmark. De nye centre skal ifølge ham være op til fem gange større end i dag.