Leder efter 55-årig i havet
Faldt overbord nær Anholt
En 55-årig mand er i dag faldet over bord fra et sejlskib syd for Anholt. Det var mandens sejlermakker, der slog alarm.
Ifølge mandens makker fik den 55-årige bummen i brystet og faldt i vandet. Han var ved bevidsthed, men makkeren var ikke sejlkyndig nok til at vende båden. Han slog derfor straks alarm.
- Lige nu leder en redningshelikopter fra flyvevåbnet og redningsbådene fra Anholt Kystredningsstation efter manden. Vi leder i hele farvandet rundt om øen og også inde på øen oplyser statsvagten ved Søværnets Operative Kommando i Aarhus til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Manden bar redningsvest, da han faldt i vandet, og derfor undrer det redningholdet, at manden endnu ikke er fundet.
- Vandet er ret stille, og det er fint vejr, så vi burde have fundet ham, oplyser Søværnets Operative Kommando.
Passagererne på Anholtfærgen er også blevet bedt om at spejde ud over vandet for at finde den savnede 55-årige mand.