Scorer to gange i U21-sejr
Dansk 4-1 sejr i venskabskamp mod Nordirland
Det danske U21-landshold vandt onsdag 4-1 i en venskabskamp på udebane mod Nordirland.
Her spillede Randers FCs Nicolaj Brock-Madsen en vigtig rolle i den danske sejr, da han scorede to mål i anden halvleg.
Angriberen var begyndt kampen på bænken, men erstattede efter pausen Brøndbys Kenneth Zohore.
Opgøret mellem Danmark og Nordirland blev spillet på Stangmore Park i byen Dungannon foran 343 tilskuere.
De kunne se Danmark komme på 1-0 ved debutanten Patrick Jensen fra FC Midtjylland efter 17 minutters spil. Nordirland fik dog reduceret kort tid efter i forbindelse med et hjørnespark.
Men i anden halvleg scorede Nicolaj Brock-Madsen så to gange, mens FC Nordsjælland Bassel Jradi scorede en enkelt gang.
Landstræner Jess Thorup var efter kampen ganske tilfreds.
- Det var virkelig velkommen til de voksnes rækker i 1. halvleg, som var for meget på nordirernes præmisser og tæt på at ende i slagsmål. Men i pausen fik jeg forklaret spillerne, at vi var kommet for at spille fodbold, og det skal jeg love for, vi fik set i 2. halvleg. Her formår vi at spille rundt om dem og spille dem tynde og har chancer til mere end de tre mål, vi scorede, siger Jess Thorup til DBUs hjemmeside.