Kloster-kassen er tom
Ingen penge til at drive klostret videre
Nonneklostret på Sostrup Slot i Gjerrild lukker, og nonnerne har ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs oplysninger kurs mod Tyskland.
I dag ankom en spansk indregistreret flyttebil til Maria Hjerte Abbedi. Hos klostret bekræfter man, at flytningen er i gang, men ønsker ikke at forklare årsagen.
Den katolske kirke i Danmark oplyser, at det er søstrenes eget ønske at forlade klostret.
Ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs oplysninger skyldes kloster-lukningen dog, at der ikke længere er økonomi til at drive klosteret.
Det fortæller Bernhard Kiel til TV 2 | ØSTJYLLAND. Han er tidligere katolsk præst og har i mange år haft tilknytning til klostret:
- Flere af søstrene havde kun opholdstilladelse, fordi der kunne garanteres økonomisk for deres ophold i Danmark. Og det kunne abbedissen kun gøre, fordi hun via en familiefond kunne få støtte til det. Og de har tilsyneladende smækket pengekasse i nu, siger den tidligere katolske præst til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er det Internationale katolske samfund, som ejer Sostrup Slot og hvad klostret nu skal bruges til, ved den katolske kirke i Danmark ikke.
Klostret blev landkendt efter at tidligere nonner fremsatte påstande om at abbedissen havde begået overgreb mod nonnerne.
Se indslaget i TV 2 | ØSTJYLLANDs udsendelse kl. 22.20.
Hør et uddrag af interviewet med Bernhard Kiel ved at klikke øverst på denne side.