Unge dropper læreruddannelse
Antallet af ansøgere er faldet drastisk
Ansøgningsfristen til landets videregående uddannelser udløb i går klokken 12, og kort efter stod det klart for landets professionshøjskoler, at de unge ikke har lyst til at læse til lærer. Det skriver Politiken.
På professionshøjskolen VIA University College ved Aarhus er der tale om et fald på 20 procent. Det er sørgeligt, siger Dorte Lange, der er næstformand i Danmarks Lærerforening:
- Vi har i mange år arbejdet på at tale lærerprofessionen op for at få de unge til at interessere sig for faget. Det virkede i en lang årrække, men nu har vi været igennem en lockout, hvor vi bare må se i øjnene, at KL har valgt at fortælle en historie om, at lærerne ikke laver noget. Det giver et utroligt negativt billede.
Konflikten har smittet af
KLs chefforhandler i konflikten, Michael Ziegler, vil ikke afvise, at retorikken i foråret har påvirket søgningen:
- Men hvis vi snakker om tonen, var Anders Bondo Christensen (formand for Danmarks Lærerforening, red.) selv ude og nærmest fraråde de unge at søge ind på læreruddannelsen. Det skaber i hvert fald ikke rum for at pege fingre ad KL.
Det er Dorte Lange ifølge Politiken ikke enig i.
- Det er muligt, at det gjorde indtryk, men da der efterfølgende var frist for kvote 2-ansøgninger, afspejlede det sig ikke i tallene, siger hun.
Harald Mikkelsen, rektor for VIA, siger, at den negative omtale har haft altoverskyggende betydning.
- Der er ingen tvivl om, at konflikten i foråret har spillet en stor rolle. Den har skabt meget usikkerhed blandt de unge, siger Harald Mikkelsen.
Ny uddannelse skaber forvirring
Han mener også, at den nye læreruddannelse har skabt forvirring blandt ansøgerne. Eksempelvis skal ansøgere til læreruddannelsen nu til optagelsessamtale, hvis de har et snit på under syv.
Faldende ansøgerantal er derfor helt naturligt, mener både Michael Ziegler og uddannelsesminister Morten Østergaard (R).
- Der er nye skærpede krav, som sikkert har afskrækket nogen. Men vi skal huske på, at der på den gamle læreruddannelse var et frafald på 40 procent, og ingen har glæde af, at der starter nogen på en uddannelse og alligevel ikke gennemfører. Så faldet kan faktisk dække over positive tendenser, men det ved vi først senere, siger Morten Østergaard til Politiken.