17 nye beboere har kriblet og krablet sig ind i Randers Regnskov

Torsdag formiddag blev 17 edderkopper - de såkaldte hjulspindere - sluppet løs blandt gæsterne i Randers Regnskov

00:59

I videoen kan du møde en af de kæmpe hjulspindere.

Det kribler og krabler i Randers Regnskov, for i dag, torsdag, flyttede 17 nye beboere ind.

Det er 17 kæmpe sydøstasiatiske edderkopper, der også går under navnet 'hjulspindere'. De blev sluppet fri i slangehallen, hvor regnskoven til hverdag har fritsnoende slanger.

Læs også Kæmpe-edderkopper sluppet løs blandt gæsterne

Og edderkopperne kommer også til at leve frit blandt de andre beboere og blandt de besøgende gæster.

Dog skal de besøgende ikke frygte dem, lyder det fra dyrepasser Kristian Sørensen.

- De kommer ikke ned og rører publikum. De kravler opad og finder et passende sted at lave sit spind, siger Kristian Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ud af de 17 edderkopper er der kun én enkelt han - resten er hunner.

Dyrepasser Kristian Sørensen har ikke noget imod, at edderkopperne kravler rundt omkring på ham. Faktisk kunne han på et tidspunkt ikke finde edderkoppen, og så sad den pludselig bag på ryggen af ham.

Spindelvæv på halvanden meter

Og netop spindelvævet er det helt særlige ved disse edderkopper.

- Det atypiske ved dem her er, at de kan lave et enormt spind, der kan blive op til halvanden meter i diameter. Det er et spind, der er så holdbart, at hvis det havde været på samme tykkelse med stål, så vil det faktisk være kraftigere end stål, siger Kristian Sørensen.

Spindet er også så kraftigt, at hvis der flyver en lille fugl ind i det, så kan den ikke komme væk igen - og så vil edderkoppen komme frem og spise fuglen.

På billedet kan man se, hvordan spindet allerede er ved at blive trukket fra bagenden af kroppen. Det store spind kan de trække på ganske få timer. Men det er også en enormt energikrævende proces.

Giftige - men helt og aldeles harmløse for os

Randers Regnskov fik allerede i februar 18 hjulspindere, og i dag var det så igen tid til, at der skulle slippes nye fri i flokken.

- Edderkoppen har en lige så stor plads i økosystemet og fødekæden som vores slanger eller jaguarer eksempelvis har. De spiller en vigtig rolle. Havde det ikke været for edderkopper, var vi måske blevet overrendt af insekter på de breddegrader, hvor edderkopperne nu lever, siger Kristian Sørensen.

De 14 af edderkopperne er allerede blevet sat ud, og da TV2 ØSTJYLLAND i dag var på besøg, blev de sidste tre sat ud. Randers Regnskov regner med, at edderkopperne allerede har lavet sit store spindelvæv, når medarbejderne igen møder ind i morgen tidlig.

Men måske sidder der mange og frygter for de kæmpe hjulspindere. Men tag det roligt:

- Det er måske et forfærdeligt syn for nogen - især for dem, der lider af araknofobi (fobi for edderkopper, red.)men de er altså helt og aldeles harmløse. De gør ingenting, siger Kristian Sørensen og tilføjer:

- Ligesom alle andre edderkopper i hele verden - også dem vi har i baghaven i Danmark - så er den giftig. Men den er altså ikke i stand til at bide os mennesker, understreger han.

Læs også Verdens giftigste slange opdrættet i Randers Regnskov