17-årig truet efter støtte-video til Kurt Westergaard
17-årig pige fra Silkeborg er blevet truet på livet efter at have lavet en musikvideo til tegneren Kurt Westergaard. Se videoen her.
På videoen danser og synger 17-årige Nikoline Astrid Nielsen blandt andet, at hun tænder på den århusianske bladtegner, og at hun elsker ham.
Men efter at videoen blev lagt på hjemmesiden YouTube, modtog Nikoline Astrid Nielsen flere trusler, hvor der blandt andet stod 'sig farvel til verden pigebarn'.
Den 17-årige silkeborgenser har efterfølgende afleveret kopier af samtlige trusler til politiet.
- Jeg har det fint nok, selvom jeg har modtaget truslerne. De 500 beskeder, jeg har fået, der støtter mig, opvejer det negative. Men nu har jeg politianmeldt truslerne, for jeg tænkte, det var det bedste at gøre, siger Nikoline Astrid Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Midt- og Vestjyllands Politi undersøger nu sagen nærmere.
- Vi har modtaget anmeldelsen. Derudover har vi ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt på grund af efterforskningen. Men det er naturligvis noget vi ser alvorligt på, siger vicepolitikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi i Silkeborg Bent Riber Nielsen.
Se mere i torsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se Nikoline Astrid Nielsens musikvideo her: