17-årig cyklist udsat for røveri

Fire unge mænd overfaldt 17-årig dreng

Foto: Colourbox

En 17-årig cyklist blev torsdag aften omkring kl. 23.00 udsat for røveri, da han kom cyklende i gangtunnelen under Silkeborgvej ved J. P Larsensvej.  

- Midt i tunnelen står en gruppe på fire personer af anden etnisk herkomst. De har alle en mørk dynejakke på. De stopper ham og med magt lægger de ham ned på jorden, fortæller politikommissær ved Østjyllands Politi Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.

De fire gerningsmænd stjal den 17-åriges mobiltelefon samt et større kontantbeløb.

Den 17-årige har ikke kunnet give et signalement af de fire overfaldsmænd, som han vurderer til at være ældre end ham selv.

Eventuelle vidner kan kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.