Anholdt for grove røverier
Fem mænd sigtet for en stribe bankkup
Fem aarhusianske mænd på mellem 32 og 39 år er røget i politiets kløer, efter at de ifølge sigtelsen har begået røveri mod en lang række pengeinstitutter.
Ifølge Østjyllands Politi er bandens medlemmer desuden sigtet for at have stjålet store "muskelbiler".
De fem blev anholdt onsdag og skal for en dommer torsdag formiddag.
Røverierne er typisk sket ved at knuse en rude med et koben eller en europalle, hvorefter gerningsmændene har skaffet sig adgang til kontanter.
Et omfattende sagskompleks
De fem mænd er sigtet for at have begået røveri mod Handelsbanken i Sdr. Omme 2. november sidste år og for at stå bag kuppet mod Sydbank i Horsens 13. januar i år.
En af de fem mænd sigtes også for et røveri mod en Danske Bank-filial i Risskov 16. februar sidste år samt tyveri af penge fra Nordeas filial i Højbjerg i december 2011.
Det omfattende sagskompleks omfatter desuden et røveri mod Jyske Banks filial i Bjerringbro 20. december sidste år.