160 elever sejlede fra Hou til Aarhus: Løber halvmaraton søndag
Elever fra Hou Maritime Efterskole er på en sejltur rundt i havet omkring Østjylland. Søndag skal de også deltage i halvmaraton i Aarhus
Turen gik fra havnen i Hou til Aarhus for 160 elever fra Hou Maritime Idrætsefterskole lørdag.
De sejlede afsted fra Hou klokken 11 lørdag formiddag og lagde til kaj i Aarhus i eftermiddags. Turen er en del af en sejler-lejrskole, hvor eleverne skal være på vandet i flere dage.
En af dem, der var med på vandet lørdag var Marcus Bærentsen, der er elev på Hou Maritime Idrætsefterskole og til dagligt går på skolens håndboldlinje. Normalt er sejlads ikke det Marcus Bærentsen bruger mest tid på, men allerede efter en dags sejlads er han klar på mere.
Læs også
- Det er så meget mere hyggeligt, end man kunne forestille sig. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville kunne lide at sejle, men jeg er blevet bidt af det, siger Marcus Bærentsen.
Elever skal være kaptajner
Blandt de 160 elever er der 34, der til dagligt går på sejlerlinjen på efterskolen. De skal agere kaptajner på hver deres båd.
- Det er egentlig forløbet meget godt. Der har været lidt vind i dag, men det klarede vi egentlig fint nok, så det har været meget hyggeligt at være derude, siger Bjørg Arlbjørn.
Eleverne lagde til med deres både i Aarhus Lystbådehavn lørdag, men det betyder ikke, at den står på afslapning indtil turen går videre.
Søndag er der nemlig halvmaraton i Aarhus’ gader, og her planlægger eleverne at løbe med.
- Når vi har løbet halvmaraton, så mødes vi med alle bådene på Samsø, og så sejler vi videre derfra, samtlige 35 både, siger lærer Kim Rasmussen.