16 biler i ni tågeulykker
Uvist om der er alvorlig personskade
Antallet af ulykker på motorvej E45 stiger lige nu. Samtidig stiger antallet af implicerede biler. De seneste efterretninger lyder på, at op mod 16 biler er stødt sammen på grund af tæt tåge mandag morgen. Det oplyser Østjyllands Politi.
Derfor er den jyske motorvej E45 er lukket i den sydgående retning ved Sønder Borup syd for Randers.
- Vi har nu op mod ni færdselsuheld på strækningen ved Randers, siger politikommissær Vagn Martinussen til Ritzau.
- Patruljerne siger, at folk kører som sindssyge, fordi de ikke tager højde for tågen. Vi er nødt til at lukke motorvejen i sydgående retning af hensyn til redningsmandskabet, fortæller han.
Det er endnu uvist, om der er alvorlig personskade ved ulykkerne.
Både Nordjyllands Politi og Sydøstjyllands Politi har mandag morgen advaret bilister mod tæt tåge.