16-årig fik tre slag med politistaven
Beruset teenager blev anholdt, da politiet i Silkeborg i weekenden lukkede værtshus uden bevilling.
Politiet havde mistanke om, at værtshuset Cafe de Speciale i Silkeborg sent lørdag aften var i fuld drift, selv om ejeren ikke har en bevilling.
En diskret observation konkluderede ifølge politiet, at der var fuld servering på værtshuset. Flere patruljevogn blev dirigeret til stedet, og indenfor kunne betjentene konstatere, at der befandt sig 15 gæster.
På værtshuset fandt betjentene blandt andet prisskilte og drinkskort, der kunne bevise udskænkning.
Varelageret af spiritus og øl blev konfiskeret, værtshuset lukket og ejeren blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.
En 16-årig beruset mand fra Silkeborg, der ikke ville oplyse sit navn, blev anholdt på stedet. Han er desuden sigtet for vold og trusler mod polititjenestemand i funktion.
Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi blev manden tildelt tre slag med politistav for at få ham passiviseret.
Aktionen fandt sted natten til søndag kort efter midnat.