16-årig anbringes efter skolebrand

En 16-årig dreng er idømt fem års anbringelse for at stå bag brand på Mellerup Skolehjem.

En 16-årig dreng er ved retten i Mariager idømt fem års anbringelse på en institution for personer med vidtgående psykiske handicap.

Anklageren havde ønsket en tidsubestemt anbringelse, men dommeren og domsmændene valgte at begrænse tiden til fem år - blandt andet på grund af den dømtes unge alder. Det skriver Randers Amtsavis.

Drengen satte natten til den 11. august sidste år ild til et vindue på Mellerup Skolehjem, hvor han boede. I værelset bag vinduet sov en 12-årig pige, som drengen dagen før havde haft nogle kontroverser med. De brandtekniske undersøgelser viste, at der havde været overhængende fare for pigens liv.

Hun og de øvrige børn på afdelingen kom dog ikke noget til ved branden.