16-årig dreng anholdt: Sigtet for tre knivrøverier

En 16-årig dreng er anholdt og sigtet for to røverier og et røveriforsøg begået i Aarhus-området

00:08

VIDEO: En røver truede i slutningen af november ekspedienten i en kiosk i Lystrup med en kniv.

Politiet har anholdt en 16-årig dreng, som nu er sigtet for to røverier og et røveriforsøg.

Det handler om røverier, der er begået i tre forskellige forretninger nær Aarhus.

Det første skete i Lystrup den 27. november. Her blev ekspedienten truet med en kniv til at udlevere penge fra kassen. I farten tog røveren også et stativ med skrabejulekalendere.

Læs også VIDEO: Røver gik efter kontanter og skrabejulekalendere

Dagen efter skete et røveri, hvor en person løb ind i en tankstation i Hasselager, hvor der blev truet med kniv, og gerningsmanden forsvandt med penge fra kassen.

To dage efter dette var det samme fremgangsmåde i Letkøb på Sønderborggade i Aarhus. Men her opgav gerningsmanden dog, og forlod butikken uden udbytte.

00:08

Det var disse billeder, der ledte politiet på spor af den 16-årige mand, der nu er anholdt og sigtet for tre hændelser. 

Luk video

Politiet sendte billeder ud fra det første røveri for knap to uger siden for at bede om hjælp til at finde frem til gerningsmanden. Det førte til, at politiet fik et tip mandag, og derefter anholdte politiet den 16-årige.

Tirsdag formiddag skal han i grundlovsforhør med henblik på at blive varetægtsfængslet. Da den sigtede er under 18 år gælder der specielle regler.

- Hvis han bliver varetægtsfængslet, vil han blive anbragt på en institution, siger Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.