159 nye boliger på Aarhus Ø

Nye lejligheder tæt på vandet

Byggeriet af boliger på havnearealerne i Aarhus - også kaldet Aarhus Ø - fortsætter for uformindsket styrke.

I maj holdt Lighthouse-projektet rejsegilde på 122 nye lejligheder, og i sidste uge tog Brabrand Boligforening det første spadestik til 165 nye boliger.

I går blev det desuden besluttet at indstille til Aarhus Byråd at sælge nabogrunden til KPS Invest, som skal opføre 159 boliger.

Området får navnet Kanalhusene og kommer til at bestå af boliger på mellem to og fem værelser.

- Vi får en utrolig interessant bebyggelse, der bygger videre på de samme arkitektoniske virkemidler som i nabobebyggelsen. Det giver en vellykket helhed og et homogent indtryk, såvel i facaden med forskellige teglsten som i de grønne gårdrum, siger rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) i en pressemeddelelse.

Det kommende byggeri kommer både til at bestå af ejer- og lejeboliger.