Sygeplejersker sexchikaneres
Sexchikane fordoblet på 10 år
Antallet af sygeplejersker, der føler sig seksuelt krænket af patienter, er fordoblet på 10 år.
I løbet af de seneste 10 år er antallet af sygeplejersker, der føler sig seksuelt krænket af patienter på deres arbejdsplads, fordoblet fra fire procent til otte procent.
3000 sygeplejersker fra hele landet - heriblandt østjyske sygehuse - har deltaget i undersøgelsen. Og problemets omfang overrasker i Dansk Sygeplejeråd:
- Det er gået op for os gennem denne her analyse, at det er et meget tabuiseret emne. Det er simpelthen ikke noget, man taler om, når man bliver udsat for det, siger næstformand Dorte Steenberg til Berlingske Nyhedsbureau.
Det er især unge sygeplejersker under 30 år, der bliver udsat for sexchikane fra patienter, viser analysen.
Men fællestillidsrepræsentanterne på hospitalerne i Hvidovre, Bispebjerg og Aarhus fortæller alle ifølge fagbladet Sygeplejersken, at sådanne sager er noget, de stort set aldrig hører om.