Kronprinsen løber i Aarhus
Støtter op om Danmarks Indsamling 2013
Pulsen op, sved på panden og en rask løbetur i den fakkeloplyste Marselisborg Slotspark.
Det er blot nogle af de ting, der venter Kronprinsen, når han sammen med flere hundrede danskere deltager i Aarhus 1900 og DGI's fem kilometer langt motionsløb til fordel for Danmarks Indsamling 2013.
Det sker torsdag den 7. februar kl. 16.30 med start og mål ved Marselisborghallen, oplyser DGI og SOS Børnebyerne i en pressemeddelelse.
Selve ruten går gennem Marselisborg Slotspark, Mindeparken og tilbage ad Skovriddervej. På hele strækningen vil ruten være markeret med fakler, ligesom Marselisborg Slot vil være oplyst.
Løbet er en del indsamlingsprojektet "Gi' dine ben til Afrika". Over hele Danmark støtter løbeklubber Danmarks Indsamling 2013 ved at arrangere motionsløb i uge 6.