15.000 børn i kæmpekoncert
Verdens største kor med 15.000 børn skal med en kæmpekoncert i Århus skaffe penge til Børns Vilkår.
15.000 børnestemmer vil 20. september på Århus Stadion synge til fordel for Landsforeningen Børns Vilkår og samtidig sætte verdensrekord for det største børnekor nogensinde.
Det ambitiøse projekt skal bl.a. resultere i en cd med fire helt nyskrevne julenumre med kendte danske musiknavne som boybandet C21, tegneseriebandet Cartoons, vinderen af Dansk Melodi Grand-Prix 2005, Jakob Sveistrup, samt rapperen MC Einar.
De skriver alle en ny julesang, som de mange tusinde børn skal øve på op til dagen og siden være med til at indspille på Århus Stadion.
Indtægterne fra den nye cd skal så bruges til velgørende formål. Målet er at sælge op mod 150.000 cd'er til fordel for Børns Vilkår.
Projektet med verdens største børnekor skal engagere alle eleverne i 3-6. klasse fra folke- og privatskoler i Århus Amt. Arrangørerne regner med at involvere op mod 100 skoler i projektet.