150 kunder evakueret fra Ikea
Gæster i Ikea blev bedt tirsdag formiddag om at forlade varehuset
Omkring 150 handlende i Ikea i Aarhus fik sig tirsdag en forskrækkelse.
Varehuset på Graham Bells Vej blev nemlig evakueret omkring klokken 10.15.
Der var dog kun tale om en øvelse, oplyser Ikea til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi har holdt en evakueringsøvelse med vores kunder for at sikre, at det hele fungerer, hvis vi en dag skulle stå i en situation, hvor det er virkeligt, siger Tina Lindharth, der er kommunikationschef i Ikea.
Videoen her er optaget af tidligere folketingsmedlem Jan Køpke Christensen, der var Ikea, da alarmen lød.
Medarbejdere vidste ingenting
Det var ikke kun kunderne, der måske rystede lidt i bukserne, da varehuset skulle evakueres.
- Det er ekstremt få mennesker internt, der er klar over, at det er en øvelse. Der var stort set ingen af medarbejderne, der vidste det, siger Tina Lindharth til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Sikkerhed er ekstremt vigtigt for os, og vi vil gerne gøre det så autentisk som muligt.
Læs også
Når et Ikea-varehus bliver evakueret, lyder der først en varsling, som kun personalet ved, hvad betyder. Derefter følger en alarm, hvor kunder bliver bedt om at forlade varehuset på grund af 'en mindre nødsituation'.
- Det er et meget tilrettelagt stykke arbejde, hvor alle medarbejdere ved, hvilken rolle de har, når alarmerne lyder, siger Tina Lindharth til TV2 ØSTJYLLAND.
Bydes tilbage med en kop kaffe
Når alle kunder er evakueret, og medarbejdere har tjekket, at alle vitterligt er kommet ud, får kunderne at vide, at der er tale om en øvelse.
- Når vi inviterer kunderne tilbage i huset, så tilbyder vi en kop gratis kaffe i kantinen, men hvis man sætter sig ind i sin bil og kører med det samme, finder selvfølgelig ikke ud af, at det har været en øvelse.
Ikea laver flere evakueringsøvelser i alle landets varehuse et par gange om året, lyder det.
- Dem, der står for det, går bagefter rundt og taler med medarbejderne om deres oplevelse, og så er der også en debriefing i ledelsen, så man sikrer, at man får taget læringerne med sig. I dag forløb evalueringen tilfredsstillende, siger Tina Lindharth til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi blev orienteret om øvelsen, men har ellers ikke været involveret.