15 sendt til afrusning
Politiet har haft en travl fredag nat
20. dec 2014, kl. 10:58
Mere end 30 dage gammel
Der er stadig gang i julefrokosterne rundt omkring i det østjyske. Hos Østjyllands Politi betød det en fredag aften og nat med ekstra travlhed.
- Vi har lige nu 15 personer til afrusning, så der har været godt gang i Aarhus midtby i nat, siger vagtchef Klaus Hvegholm Møller til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Og det var, ifølge politiet, især folk, der havde fået lidt for meget indenbords, der prægede bybilledet.
- Vi mødte rigtig mange trælse, fulde og skæve personer, der gerne ville slås. Det er ærgerligt at folk ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, siger vagtchefen.
De 15 anholdte får lov til at sove rusen ud i detentionen, før de sendes hjem med en en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.