15 måneders fængsel for trafikdrab
Den mand, der i november kørte kvinde fra Tilst ihjel, har fået sin dom: Et år og tre måneder bag tremmer og frakendt kørekort i fem år.
Den 30. november 2009 mistede 48-årige Dorde Meiner livet i en fodgængerovergang i Tilst, da en bilist i vanvittig fart og i modsatte kørebane torpederede hende og stak af.
Onsdag fik manden bag rattet så sin straf: Et år og tre måneders fængsel og frakendelse af kørekortet i fem år.
Den 36-årige havde allerede inden retsmødet indrømmet trafikdrabet, så der var tale om en tilståelsessag, der onsdag fik sin ende ved retten i Århus.
Her fortalte manden, at han i perioden inden påkørslen havde følt sig forfulgt af personer, som han havde været oppe at toppes med. Da han om aftenen den 30 november i ekstrem høj fart kom kørende på Agerøvej i Tilst, så han lygter i bakspejlet. Han troede, at det var forfølgerne, der kom efter ham, og var af den grund ikke opmærksom på, at bilen foran ham bremsede. Derfor måtte han svinge venstre om et helleanlæg og over i den modsatte kørebane, hvor Dorde Meiner kom gående med familiens hund.