15-årig stukket med kniv
Teenager overfaldet af jævnaldrende
Sent lørdag aften udviklede et skænderi i Aarhus mellem to unge drenge sig voldsomt, og den ene blev stukket med en kniv.
- I forbindelse med et skænderi, trækker gerningsmanden en kniv, og han stikker den 15-årige i venstre lår. Vi ved ikke, hvorfor de var oppe at toppes, siger Klaus Hvegholm Møller, der er vagtchef hos Østjyllands Politi, til TV 2 ØSTJYLLAND.
Overfaldet skete i nærheden af Bellevue i Risskov kort efter klokken 23.00.
- Hvis der er nogen, som har oplysninger i sagen, vil vi meget gerne høre fra dem. Dem vi har talte med i aftes i området havde ikke set noget, så vi hører gerne fra vidner, siger Klaus Hvegholm Møller.
Gerningsmanden beskrives som værende mand, mellemøstlig af udseende og omkring 15 år gammel.
Han er 160 til 170 centimeter høj og almindelig af kropsbygning.
Han har kort, sort hår, og så talte han dansk med accent og med københavnsk dialekt.
Han var iført en mørk kasket og en hættetrøje med guldlogo. Våbnet beskrives som en lommekniv på omkring 12 centimeter.
Østjyllands Politi vil gerne hører fra vidner, der har set eller har oplysninger om knivstikkeriet, via telefonnummer 114.