15-årig pige forsvundet
Forældre har ledt siden tirsdag
15-årige Melissa Nielsen fra Gjern stak tirsdag aften af hjemmefra. Hendes far Carsten Pedersen havde hentet hende ude i byen ved 20-tiden, men ifølge ham ville hun ikke med hjem.
- Hun er kun 15 år, så jeg synes ikke, hun skulle rende rundt ude om aftenen. Men et par timer senere opdagede vi, at hun er stukket af ud af et vindue på sit værelse, fortæller han i dag til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Nu har forældrene ledt alle steder i nærområdet, men uden held. Også på Facebook er blevet lavet en eftersøgning, den er allerede blevet delt 500 gange.
Nu vil forældrene gå til politiet for at få hjælp til at finde deres datter.
- Hun skal lige have lov at komme på bedre tanker, men jeg har efterhånden ledt så mange steder, at vi snart får brug for hjælp, fortæller Carsten Pedersen.