15-årig fik tæsk i bybus
39-årig misbruger er blevet dømt for at overfalde ældre mand og for at slå 15-årig dreng i hovedet med en flaske.
En 39-årig mand er blevet idømt ni måneders fængsel for at tæve en ældre mand og slå en flaske i hovedet på en 15-årig dreng, som ville forhindre slagsmålet.
Episoden fandt sted 11. marts, hvor den 39-årige misbruger på Park Allé i Århus fejrede sin fødselsdag sammen med en gruppe venner.
På et tidspunkt gik manden uden nogen grund amok på en ældre mand, og den 39-årige stoppede først volden, da en 15-årig dreng lagde sig imellem. Den 39-årige fór i stedet løs på den 15-årige, som blev jagtet ind i en bybus og slået i hovedet med en ølflaske.
I byretten nægtede den 39-årige ethvert kendskab til episoden.
- Jeg husker intet om et slagsmål eller noget med en gammel mand, udbrød han tydeligt irriteret ifølge Jyllands-Posten.
Foruden de ni måneders fængsel skal den 39-årige betale 6.180 kroner for en ny busrude og 2.689 kroner i erstatning til den 15-årige.
Den dømte ankede på stedet dommen til Landsretten.