15-årig dømt for happy slapping
En dreng fra Randers fik en betinget dom for at have filmet to kammeraters overfald på to 13-årige.
25. apr 2006, kl. 11:16
Mere end 30 dage gammel
En 15-årig dreng fra Randers slap på det nærmeste med skrækken, da han i går blev idømt 40 dages betinget fængsel med en prøvetid på to år for i sidste måned at have filmet to kammeraters overfald på to 13-årige drenge med sin mobiltelefon. Det skriver Randers Amtsavis.
Ifølge avisen krævede anklageren mindst tre måneders betinget fængsel i den første sag i Randers om fænomenet 'happy slapping'. Anklageren ønskede dermed at få statueret et afskrækkende eksempel, så ingen herefter kunne være i tvivl om, at det er totalt uacceptabelt, som hun udtrykte det.